TK Development
English Danish Swedish Finnish Czech Polish Lithuanian
 

IR-politk

 

TK Development ønsker en åben dialog med sine interessenter der bl.a. er investorer, lejere, aktionærer, medarbejdere, offentlige myndigheder og lokale interessegrupper.

 

TK Development informerer effektivt, retvisende og konsistent med det formål at give aktiemarkedet gode forudsætninger for at prisfastsætte selskabets aktier. Herunder at information bliver videregivet under hensyntagen til princippet om lige behandling af investorer.

 

Ansvar for IR-aktiviteter

TK Developments direktion har det overordnede ansvar for varetagelsen af selskabets IR-aktiviteter. Det er alene direktionen der udtaler sig om regnskabsmæssige forhold.

 

Afholdelse af investor- og analytikermøder

TK Development afholder både på egen og investorers foranledning en række individuelle møder med aktionærerne i løbet af året. I umiddelbar forlængelse af møderne afholdt efter års- og halvårsregnskab kan præsentationsmateriale ses på selskabets hjemmeside.

 

Tre uger op imod regnskabsaflæggelse hvert kvartal oplyser selskabet ikke om markedsmæssige forhold eller om selskabets aktuelle udvikling og stilling. I disse lukke-perioder tilstræber selskabets ledelse så vidt muligt ikke at holde investormøder og lignende.

 

Kommunikation med aktionærer m.v.

Informationen med aktionærerne sker via regnskabs- og selskabsmeddelelser samt særskilt aktionærinformation der udsendes i forlængelse af offentliggørelse af års- og halvårsrapport. I forbindelse med selskabets projekter udsendes der selskabsmeddelelser når information vurderes at kunne have betydning for prisfastsættelsen af selskabets aktier.
 

Koncernen udarbejder årsrapporter efter IFRS hvilket vurderes at give de nødvendige informationer til aktionærer og interessenter, herunder muligheden for sammenlignelighed. Selskabet offentliggør års-, halvårs- og kvartalsrapporter.

 

Website

TK Development placerer al information der offentliggøres som led i overholdelsen af oplysningsforpligtelser fastlagt af NASDAQ OMX Copenhagen A/S, på selskabets hjemmeside (www.tk-development.dk).

 

Målet er at give selskabets interessenter lige muligheder for hurtigt og effektivt at tilegne sig væsentlig information om TK Development. Af samme grund er der på selskabets hjemmeside mulighed for at abonnere elektronisk på de meddelelser selskabet sender til NASDAQ OMX Copenhagen A/S.

 

Bestyrelsen vurderer løbende om informationsteknologi kan anvendes til yderligere kommunikation med selskabets aktionærer.

 

Kontaktpersoner

Aktionærer, analytikere, presse, investorer samt andre interessenter der har spørgsmål til TK Development, er velkommen til at kontakte:

 

Adm. direktør Frede Clausen, fc@tk.dk, tlf. 88961010
Direktør Robert Andersen, ra@tk.dk, tlf. 88961010